Patientuddannelse spiller en vigtig rolle i forhold til kronisk sygdom
01. december 2009
OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at kommuner og regioner er kommet langt med tilrettelæggelsen af patientuddannelse. Patientuddannelse er et centralt element i behandlingsindsatsen af personer med kronisk sygdom.
Formålet med undersøgelsen, der er en såkaldt medicinsk teknologivurdering (MTV), er at pege på muligheder og barrierer for den fremtidige anvendelse af patientuddannelse. MTVen undersøger generel patientuddannelse og patientuddannelse til personer med type 2-diabetes og KOL (såkaldte rygerlunger).
Undersøgelsen konkluderer, at det kræver en koordineret indsats at skabe sammenhængende relevante tilbud på tværs af regioner, kommuner og stat. Det er nødvendigt at kunne differentiere og at udvikle modeller, som modsvarer behovene hos de forskellige grupper af personer med kronisk sygdom. Herunder fx etniske minoriteter og sårbare patientgrupper.
Undersøgelsen viser blandt andet, at personer med kronisk sygdom er en stor og uensartet gruppe, og at patientuddannelse derfor må tage et bredere udgangspunkt end blot formidling af viden om den konkrete sygdom. Udover viden om sundhed stilles der derfor også krav til undervisernes pædagogiske kompetencer. Patientuddannelsen kan fx omfatte håndtering af angst og depression udløst af den kroniske sygdom og forholde sig til hverdagen med kronisk sygdom.
MTVen konkluderer, at der er stort behov for at skabe mere viden om effekten og organiseringen af patientuddannelse. Det kræver samarbejde mellem regioner, kommuner, stat og danske forskningsmiljøer - samt patientforeninger.
MTVens konklusioner vil blive inddraget i Sundhedsstyrelsens aktuelle arbejde med kronisk sygdom.
1,7 mio. danskere har en eller flere længerevarende sygdomme, og det skønnes, at patienter med kronisk sygdom beslaglægger 70-80 % af sundhedsvæsenets ressourcer. Det er derfor ikke bare en stor hjælp til de syge selv, men der er også en samfundsmæssig gevinst i at give personer med kronisk sygdom bedre muligheder for at tage medansvar for deres egen behandling.