Husk at drikke vand i sommervarmen
22. juli 2008
OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
Der er sol og høje temperaturer på vej. Varmen kan give utilpashed og i værste fald hedeslag, selv hvis man normalt er rask. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at man drikker rigeligt med vand og er forsigtig med alkohol.
Alle mennesker, også dem som ellers trives godt, kan blive utilpasse i varmen eller i værste fald få hedeslag. Derfor har Sundhedsstyrelsen netop revideret sine anbefalinger om forebyggelse af og førstehjælp ved tegn på hedeslag. De understreger at det er vigtigt, at særligt udsatte grupper får hjælp af de nærmeste med at huske at drikke nok vand, når temperaturen går op.
Særligt udsatte grupper
De grupper, der skal være særligt opmærksomme på varmen, er ifølge WHO:
• Ældre der bor alene
• Personer med demens
• Personer med en psykisk sygdom
• Personer, hvis sygdom eller medicin gør, at de kan have svært ved at føle tørst og svært ved at svede. Det gælder fx personer med diabetes, hjertekarsygdomme og lungesygdomme
• Små og mindre børn der ikke selv kan drikke, eller huske på at drikke
• Personer, der er meget fysisk aktive i varmen
Symptomer på hedeslag
Kroppens naturlige nedkøling er afhængig af, at man ikke er i underskud for væske. De første symptomer på hedeslag er, at man let bliver forvirret og ikke husker så godt som man plejer. Den vigtigste forebyggelse af hedeslag er at få tilstrækkeligt at drikke – helst vand, og at få en smule salt.
”Det er vigtigt, at vi husker hinanden på de basale råd om væske og holder øje med, om der er nogen, der ser ud til at få det for varmt. Det er en god ide lige at kigge ind til ældre naboer, der bor alene, eller ringe til sin gamle mor og huske hende på at få væske nok. Hvis vi hjælper hinanden til at få rigeligt med vand at drikke i den varme tid, kan vi undgå mange indlæggelser og sandsynligvis nogle dødsfald i meget varme perioder”, siger Asja Lemcke, læge i Sundhedsstyrelsen.