Familieorienteret alkoholbehandling hjælper hele familien
04. december 2006
OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
Børn rammes hårdt, når far eller mor er misbruger af alkohol. Et misbrug i en familie vedrører ikke kun misbrugeren, men påvirker hele familien. Skal et barn i en familie med alkoholproblemer have en lysere fremtid, kan familiebehandling være vejen frem. En ny evidensrapport fra Sundhedsstyrelsens Viden- og dokumentationsenhed viser, at der eksisterer effektive behandlingsmetoder, som kan føre til et bedre liv for både misbrugeren og dennes familie. Den viser også, at familieorienteret alkoholbehandling kan motivere misbrugeren til at begynde i og fastholde behandling.
Rapporten sætter særligt fokus på børnene. Børn i alkoholfamilier har ofte sociale og psykiske problemer på grund af det problematiske familieliv. Familieorienteret alkoholbehandling synes, at hjælpe børnene med deres problemer, og gøre dem i stand til at undgå at gå i forældrenes fodspor og selv blive misbrugere som voksne.
Effekt ved tre behandlingsmetoder
Men det er ikke alle typer behandling, der er lige effektive. Denne rapport viser, at der er særlig god dokumentation for effekten af tre behandlingsmetoder. Det drejer sig om de familieterapeutiske forløb ”Adfærdsterapeutisk parterapi” (APT), ”Ensidig familieterapi” (UFT) og ”Community reinforcement and family therapy” (CRAFT). Adfærdsterapeutisk parterapi (APT), sætter fokus på både misbrug og familieliv, og er den metode, der har vist størst positiv effekt på børnene.
Børn og alkohol
Børneliv og alkohol harmonerer dårligt, og de fleste alkoholfamilier vil være belastet af misbruget og fungere dårligt. Børnene har en større risiko end andre børn, for at have adfærdsproblemer i børnelivet og udvikle angst og depressionssygdomme i voksenlivet. En af de positive tendenser i rapporten er, at alkoholbehandling, der har positiv indflydelse på misbruger og på forældrenes parforhold, også har en afsmittende positiv effekt på børnenes situation.
Effektiv behandling af alkoholproblemer kan ikke foregå uden indsigt i den enkelte misbrugers liv og familieforhold. Alkoholbehandling bør ikke være en hyldevare, men skal i stedet tilpasses den enkelte families behov, og hvad den er i stand til at magte. Derfor skal der være flere typer af tilbud.
Sundhedsstyrelsens vurdering: Familieorienteret alkoholbehandling er et væsentligt element i en systematisk alkoholbehandling
Rapporten giver et fagligt rygstød til den indsats Sundhedsstyrelsen i øjeblikket gennemfører i samarbejder med landets amter, hvor børne-familiesagkyndige forankret i alkoholbehandlingen medvirker til at sætte fokus på indsatsen for børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Indsatsen drejer sig både om at sikre, at der spørges til børnene for at sikre en vurdering af de belastninger, som børnene kan have. Men det drejer sig også om udvikling af metoder til at støtte børnene. Her understøtter rapporten familieorienteret alkoholbehandling som metode, idet dokumentationen peger på, at såvel misbrugeren som de pårørende opnår positive effekter af familieorienteret alkoholbehandling. Direkte indsatser over for børn i alkoholfamilier ser også lovende ud.
Rapporten giver kommunerne, der pr.01.01.07 overtager ansvaret for alkoholbehandlingen, et grundlag for at tilrettelægge alkoholbehandlingen ud fra den nyeste viden om effekter af familieorienteret alkoholbehandling. Den peger på, at ikke misbrugeren, men også pårørende, herunder børn skal tilbydes behandling – også selv om misbrugeren ikke ønsker behandling.
Rapporten Familieorienteret alkoholbehandling – et litteraturstudium af familiebehandlingens effekter er skrevet af cand.psych., ph.d. Helle Lindgaard, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet. Den udgives af Viden- og dokumentationsenheden i Sundhedsstyrelsen under årstemaet for 2006: Børn og forebyggelse. Rapporten bygger på et litteraturstudium, der overvejende inkluderer systematiske reviews og metaanalyser.