Politikker
Sundhedsstyrelsen har flere politikker for personaleområdet - blandt andre:
Sundhedspolitik
Vi vil skabe en sund arbejdsplads, der understøtter ansattes muligheder for at leve sundt. Vi arbejder derfor strategisk og systematisk med de rammer og forhold, der har indflydelse på den fysiske, mentale og sociale sundhed og trivsel. Vi har for øje, at sundhed og sygdom kan påvirkes i negativ retning, hvis der er for stort arbejdspres for længe, ringe mulighed for kompetence- og karriereudvikling, mangel på ledelse og kolleger i et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø samt manglende trivsel. Tingene hænger sammen, og sundhedspolitikken er derfor en integreret del af det personalepolitiske arbejde.
Kompetencepolitik
Vi ønsker at tage højde for, at ansatte er forskellige, og at Sundhedsstyrelsen har mangeartede og komplekse opgaver. Kompetencepolitikken gælder for alle ansatte på alle niveauer og skal medvirke til at udvikle både fagligt, administrativt, ledelsesmæssigt og personligt, så vi til enhver tid kan tilbyde kompetent og kvalificeret løsning af styrelsens opgaver.
Ligestillingspolitik
Vi mener, at det er vigtigt både for samfundet og for Sundhedstyrelsen, at mænd og kvinder sikres indflydelse i arbejdslivet og i de sammenhænge, hvor der træffes beslutninger. Sundhedsstyrelsen vil bidrage til ligestilling ved:
- at arbejde mod en jævn fordeling af kvinder og mænd på alle niveauer og arbejdsområder i organisationen, især med opmærksomhed på fordelingen på lederniveau
- at forbedre såvel kvinders som mænds kvalifikationer gennem jobudvikling og målrettet efteruddannelse mv. for at udjævne eventuelle skævheder i kønsfordelingen
- at sikre kvinder og mænd lige muligheder for at tage ansvar for familie og arbejde.
Lønpolitik
Sundhedsstyrelsen forhandler og aftaler løn med (repræsentanter for) de forhandlingsberettigede organisationer. For fuldmægtige med hele ministerområdet som ansættelsesområde (rokeringsfuldmægtige) har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse forhandlings- og aftalekompetencen.
Vi ønsker at ansætte og tilgodese ansatte, der har en relevant faglig viden på et højt niveau. Man skal samtidig være i stand til at omsætte sine faglige kvalifikationer til at løse opgaver på et fagligt højt kvalitetsniveau. Efter de nye lønsystemer giver vi tillæg ud fra en samlet vurdering af ansattes kvalifikationer og funktioner. De personlige kvalifikationer, som kan indgå i en vurdering, er ansvarlighed, effektivitet, engagement, fleksibilitet, initiativ, service- og resultatorientering samt samarbejdsvilje og respekt for andre mennesker.
Sygefraværspolitik
Vi mener en velfungerende arbejdsplads kan kendes på trivsel, latter og et lavt sygefravær. Noget sygefravær kan ikke undgås, men det sygefravær, som skyldes forhold på arbejdspladsen, vil vi arbejde målrettet på at undgå. Gennem en aktiv indsats arbejder vi for et fald i det gennemsnitlige sygefravær år for år, selvom sygefravær kan være et ømtåleligt emne for både sygemeldte, ledere og kolleger.
Alkoholpolitik
Vi vil forebygge og løse eventuelle alkoholproblemer i Sundhedsstyrelsen. Vores holdning er, at alkohol og arbejde ikke hører sammen. Vi vil sikre et trygt og velfungerende arbejdsmiljø, hvor hver enkelt tager ansvar for sig selv og viser omsorg for kolleger ved:
- at opretholde holdningen, at der ikke indtages alkohol i arbejdstiden
- at etablere sociale netværk og retningslinjer for hjælp til de kolleger, som har et alkoholproblem.
IT-sikkerhedspolitik
Sundhedsstyrelsen har vejledninger og retningslinjer for sikkerhed ved brug af pc-arbejdsplads, e-post og internet samt for håndtering af datafiler og bærbare medier.