Hver gang en person har været i kontakt med det danske sygehusvæsen - for eksempel i forbindelse med undersøgelse eller behandling, registreres en række oplysninger i Landspatientregisteret. Oplysningerne registreres i forbindelse med indlæggelser, ambulante besøg og besøg på skadestue.
Landspatientregisteret indeholder, for hver ’kontakt’, blandt andet oplysninger om:
- Sygehus og afdeling
- Indlæggelses- og udskrivningsdato
- Evt. diagnoser
- Evt. operationer
- Bopælskommune
For indlæggelser går registeret tilbage til 1977. Skadestue- og ambulante kontakter er registreret siden 1995.
Landspatientregisteret giver mulighed for at følge aktiviteten på de enkelte sygehuse og for at opgøre det samlede forbrug af sygehus for regioner og kommuner.
Herudover bidrager Landspatientregisteret til Sundhedsstyrelsens overvågning af sundheden og til den medicinske forskning.
Sundhedsstyrelsen offentliggør jævnligt statistikker på basis af Landspatientregisteret i ”Nye tal fra Sundhedsstyrelsen”. Det er bl.a. om aktiviteten på de danske sygehuse, befolkningens forbrug af sygehusydelser, sygehuspatienters sygdomme og udførte operationer.
Reglerne for indberetning af data til Landspatientregisteret fastlægges af "Koordinationsgruppen for individbaseret patientregistrering". Gruppens medlemmer er udpeget af de enkelte regioner, som hver har repræsentanter. Desuden har Demografisk Institut i Århus, Danske regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen repræsentanter i gruppen.
Reglerne for indberetning er beskrevet i "Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter", der udkommer en gang årligt.