Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden
gangtræning på hospitalgang

Baggrund

Som led i kommunalreformen i 2007 blev en række love på sundhedsområdet sammenskrevet til en lov - Sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005.

Efter sundhedsloven får de nye kommuner blandt andet et særligt ansvar for sundhedsfremme og forebyggelse af sygdom, og for den del af genoptræningsopgaven, der foregår udenfor den egentlige indlæggelse på sygehus. 

Kommunerne har siden 1. januar 2007 været med til at finansiere udgifterne til aktiviteten på sygehuse og på praksisområdet. Finansieringen består dels af en grundbetaling, der bestemmes af antallet af indbyggere, dels af hvor stort et forbrug befolkningen har i praksisområdet og i sygehusvæsenet.

Kommunerne skal ligeledes finansiere al den genoptræning, der foregår uden for egentlig indlæggelse på sygehus, og en del af udgifterne ved genoptræning under indlæggelse samt udgifterne til færdigbehandlede patienter, der stadig er indlagt.

Lovgrundlag

Sundhedsloven, lbk nr. 95 af 7. februar 2008:

Cirkulære om aktivitetsbestemt, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet, cir nr 74 af 1. december 2008: 

Procentsatser og lofter for den kommunale medfinansiering:

Regler vedrørende betaling for færdigbehandlede patienter:


eSundhed

eSundhed er Sundhedsstyrelsens informationssystem til formidling af opgørelser af finansiering, afregning og den bagvedliggende aktivitet baseret på DRG-systemet.

Siden indførelsen af finansieringsreformen i 2007 har Sundhedsstyrelsen stillet et informations-og afregningssystem til rådighed inden for rammerne af eSundhed.

Systemet håndterer i praksis de afregnings- og betalingsstrømme, der finder sted i tilknytning til den kommunale medfinansiering og finansiering af sundhedsområdet. Herudover belyser systemet den aktivitet, der ligger bag de økonomiske opgørelser. Det sker bl.a. gennem et analyseværktøj, der giver mulighed for udarbejdelse af aggregerede beskrivelser af aktiviteten bag de opgjorte finansierings- og betalingsstrømme.

For at tilgå eSundhed kræves en Digital Medarbejdersignatur og en brugergodkendelse fra kommunens lokaladministrator. Systemet kan nås via linket eSundhed.

 

Kommunaløkonomisk Sundhedsinformationsgrundlag (KØS)

Siden slutningen af april 2009 har Sundhedsstyrelsen stillet et nyt informationsgrundlag (KØS) til rådighed for kommunerne. KØS er en udvidelse af det datagrundlag, der ligger til grund for opgørelserne af den kommunale (med)finansiering. Datagrundlaget er udvidet med en række eksterne kilder. Dette bliver stillet til rådighed for kommunerne i to versioner.

Den første version er en rå version af datagrundlaget, som kommunerne individuelt kan tilgå på individniveau (men ikke se på individ-niveau) og på den baggrund danne aggregeringer efter egne definerede ønsker.

Den anden version er en kommuneopdelt pivot-tabel i regnearksformat dannet på baggrund af datagrundlaget efter samme model som analyseværktøjet på eSundhed. Dette indeholder dog en række yderligere dimensioner i forhold til det, som i dag formidles i analyseværktøjet i eSundhed.